Som projektleder skal du balancere interne og eksterne parters interesser, mens du prøver at eksekvere projektet indenfor scope og deadline med dit team.
Den balance er ofte en udfordring.
Milepæle er effektive, når du skal kommunikere med alle involverede interessenter, og en projektplan med milepæle er et eminent værktøj til at holde fokus på projektets vigtigste leverancer og deadlines.
[Download gratis milepæl skabeloner til dine projekter]
På samme måde som vejskilte guider dig mod din destination, guider en milepælsplan projektledere mod overleveringen af et projekt indenfor projektstyring.
I denne artikel får du en grundig gennemgang af milepæle i projektledelse: Hvad de er, hvordan du bruger dem og hvad er eksempler på milepæle?
Har du ikke tid til at læse om milepæle - lyt til artiklen:
Indenfor projektledelse kan du bruge milepæle til at nedbryde projektplaner i faser og identificere vigtige overleveringer, datoer og større leverancer indenfor et projekt.
Du kan forestille dig milepæle som mindre målsætninger, du fastsætter hele vejen langs projektets tidslinje mod det endelige mål.
Et projekt kan sagtens have flere overordnede milepæle. I større projekter vil der være både over- og underordnede milepæle.
Det er projektets scope, der afgør antallet af milepæle.
Du skal bruge så mange milepæle, du har behov for til at fastholde overblik over projektets fremdrift.
Milepæle bruges primært i vandfaldsmodellen indenfor projektledelse. De viser sig som markører i din overordnede projektplan. Som regel markerer de overgangen af en projektfase til den næste.
Alle projekter er forskellige og det er milepæle derfor også. Der findes dog typiske eksempler:
Nu kender du definitionen på milepæle og har set et par eksempler. Men måske undrer du dig over, hvad der adskiller dem fra opgaver eller mål.
Det kan være vanskeligt at skelne mellem milepæle, opgaver og mål – særligt på større projekter.
Lad os få styr på forskellene.
Du kan tænke på en milepæl som en aktivitet – men hvor start og sluttidspunkt er det samme. Og der er heller ikke nogen, der arbejder på den (selvom du bør tildele en ansvarlig for den).
Et eksempel:
En milepæl ved navn færdiggørelse af fase 1 er projektplanens flueben, der bekræfter, at alle opgaver i fase 1 er færdige, og vi betragter den del af projektet som afsluttet.
Mens dine interessenter formentlig ikke er interesseret i at blive opdateret på status af alle opgaver indenfor fasen, vil de højst sandsynligt gerne opdateres, når du har nået én af de milepæle, I aftalte skulle være fremdriftsmarkører i projektets start.
På den måde kunne milepæle også beskrives som mål – men det er ikke helt det samme.
Den største forskel på milepæle og projektmål er, at milepæle er noget vi beslutter, skal ske indenfor vores projekt. Mål er projektets ønskede udbytte.
For eksempel:
Hvis du har et IT-projekt, hvor målet er at reducere administrationstid for alle medarbejdere med 20% ved at introducere en ny IT-løsning, kunne milepælsplanen der leder til målet se således ud:
Læg mærke til, at milepælene er afhængige af hinanden og alle har afgørende indflydelse på projektets overordnede tidslinje i vandfaldsmodellen.
Alle disse milepæle er blevet besluttet i projektets planlægningsfase og kan blive markeret som færdige.
Når alle milepæle så er færdige, hviler målet om 20% mindskning af administrationstid på, om medarbejderne faktisk bruger løsningen i deres daglige arbejde.
Og det er ikke noget, du aktivt kan færdiggøre.
Der er adskillige grunde til, at du bør bruge milepæle i din projektledelse.
Her er de fire vigtigste.
I projektets indledende faser bør du altid være påpasselig med at planlægge for detaljeret. Hvis din plan består af en enkelt række opgaver, mister du hurtigt overblik.
Hvis du starter med at lave en milepælsplan, får du et godt overblik over de essentielle aktiviteter og faser, du skal færdiggøre for at komme i mål.
Derudover lader milepælene dig bryde planen ned i overkommelige stykker, uden du bliver fortabt i detaljerne.
En af de vigtigste kompetencer, når du skal lede et projekt i mål indenfor scope, er din evne til at kommunikere med alle interessenter.
Milepæle er fælles aftalte referencepunkter for fremskridt indenfor din overordnede projektplan.
Helt fra projektets tidlige planlægningsfase bør alle interessenter være i stand til at forstå, hvad de enkelte milepæle repræsenterer, og give håndslag på, at det er dem, I måler projektfremskridt på.
I et typisk projekt, hvor hver fase består af en stribe højt-specialiserede opgaver, kan de fleste interessenter ikke involvere sig detaljerne i opgaverne.
Det er måske kun dit teams specialister, der forstår dem.
Men interessenterne vil stadig gerne informeres om, at dit team ikke når milepælen indenfor deadline. Eller du har brug for yderligere ressourcer til projektfasen.
For kunder og ledere er der ofte ikke noget værre, end når de selv skal prøve at regne ud, hvordan et højt prioriteret projekt skrider frem – blot for at blive fuldstændig opslugt af tekniske forklaringer på individuelle opgaver, de måske ikke har specialistviden nok til fuldstændig at forstå.
Fordi milepæle giver dig mulighed for at bryde projektplanen ned i faser, bliver det lettere at justere tidslinjen, hvis en fase bliver færdig hurtigere eller senere end forventet.
Du kan tænke på faser som grupper af opgaver, som du allerede har estimeret.
Når en fase er forsinket eller færdig tidligere end planlagt, kan du let justere opgavegrupperne i planen og få et hurtigt overblik over, hvordan den overordnede tidslinje bliver påvirket.
Det kan være værdifuldt at kunne give et hurtigt udkast til en ny tidslinje videre til interessenterne i et projekt.
Efter denne øvelse, skal du naturligvis gå de efterfølgende faser efter og justere i detaljer.
Hvis dit projekt strækker sig over måneder eller år, kan det være udfordrende at opretholde motivationen, hvis I først skyder propperne af ved projektets slutning.
Særligt for individer i projektteamet, der kun tager del i enkelte faser, og ikke får lov at følge med i mål.
Milepæle giver dit projektteam opnåelige målsætninger, der ikke er for langt ude i fremtiden. Og så er de fremragende muligheder for også at fejre de mindre præstationer.
Nu kender du nogle af fordelene. Lad os se nærmere på, hvordan du bruger milepæle i projektledelse.
Du skal se milepæle som en integreret del af projektplanlægningen og eksekveringen. Arbejdet med milepæle er ikke en selvstændig proces.
Arbejdet med at lave en milepælsplan er som udgangspunkt er en del af planlægningsprocessen. Men milepælene bliver i høj grad også en del af kommunikationsprocessen i takt med, at dit projektteam oplever fremdrift.
Eftersom selve kommunikationsprocessen er specifik for hver organisation og projekttype, vil vi i stedet se nærmere på de tre hovedtrin, du skal igennem, når du planlægger milepæle i projekter.
Hvis milepæle er som vejskilte, der leder dig mod din destination – dit projektmål – må du først definere dit mål.
Ethvert projekt har brug for et mål. Ellers kalder vi det for drift.
Dit første skridt i projektplanlægningen, bør derfor være at fastsætte det mål i samarbejde med dine interessenter.
Efter I har fastsat målet med projektet, skal du og dit projektteam bryde projektet ned i opgaver og underopgaver i det, vi kalder en work breakdown structure (WBS).
På dette stadie skal du balancere mellem at planlægge detaljeret nok til, at du kan estimere opgavernes varighed og betydning for projektplanen – uden at køre fast i at planlægge hver detalje. Forhold som bemanding, tilgængelighed, scope, osv. vil ændre sig, som projektet skrider frem.
Men du har brug for grove estimater af de nødvendige faser samt længden og interne afhængigheder af de involverede aktiviteter. Mod slutningen af denne øvelse, kan du fastsætte milepæle ved faser og afgørende aktiviteter fra din WBS.
Mens grupper af mennesker kan udføre opgaver indenfor en fase, må du aldrig uddelegere ansvaret for enkelte milepæle til mere end én person.
Denne person skal være ansvarlig for at nå og færdiggøre den milepæl, de har ansvaret for.
På mindre projekter er det ofte projektlederen, der er ansvarlig for alle milepæle.
Men på større projekter, der involverer mange mennesker og eksterne aktører, bør du tildele ansvaret for de enkelte faser til personer, der er tæt på eksekveringen af de pågældende faser.
Det sikrer, at de ansvarlige faktisk kan påvirke eksekveringen direkte og kan holdes direkte ansvarlige.
Tilgangen gælder særligt på projekter, der strækker sig over flere lande.
Gennem projektet er det afgørende, du holder tæt konkakt med de ansvarlige for milepælene, så du kan holde styr på fremdriften i dit projekt.
Det er meget simpelt at tilføje milepæle til din projektplan i TimeLog.
Før du opretter nye milepæle i TimeLog, kan du definere projektets primære faser og større opgaver.
Ved at definere de primære faser og opgaver får du overblik over projektets overordnede struktur.
Du kan nedbryde din projektplan til en WBS i fem niveauer. Men det kan være en god idé at starte lidt mere enkelt.
Efter du har lavet den grove projektplan, kan du tilføje milepælene én efter én.
Tilføj deadlines på milepælene for at få et godt overblik over projektets tidslinje. Hvis du tilføjer en ansvarlig for hver milepæl, har vedkommende samtidig et let-tilgængeligt overblik over alle de milepæle, de er ansvarlige for i TimeLog.
Med træk og slip kan du passe dine milepæle ind i projektets faser.
Som dit projekt skrider frem, giver det stor tilfredsstillelse at krydse færdiggjorte milepæle af. Det ser altid godt ud i enhver projektplan.
Hvis du leder mere end et projekt eller har brug for at holde dig ajour med alle virksomhedens projekter, kan du bruge milepælsoverblikket i TimeLog PSA til dette.
Hold dig opdateret på milepæle, deadlines og hvem der er ansvarlige, så du kan handle hurtigt, så snart noget ser skævt ud.
Milepæler er afgørende for at eksekvere vellykkede projekter. Med skabelon-pakken har du alt, hvad du behøver for at komme godt i gang med at planlægge og følge op på dine milepæle.
Disse værktøjer vil hjælpe dig med at sikre, at projektet forbliver på sporet og alle involverede parter er informeret om fremskridtene. [Download gratis milepæl skabeloner til dine projekter]
Så tag det første skridt mod succesfuld projektledelse ved at bruge milepæler som din vejledning gennem projektet.